Søg i denne blog

onsdag den 30. marts 2016

Kan jeg blive din nye koordinator for sociale medier?


At blogge om blogging er noget, som flere forskellige bloggere allerede har gjort. Jeg vil nu på min måde forsøge at gøre dem kunsten efter. Blogs er, hvis du spørger mig en del af de sociale medier, hvor vi alle i større eller mindre grad interagerer med vores netværk hver dag. Jeg har en stor interesse inden for sociale medier, og jeg ville elske at benytte de kompetencer, jeg har erhvervet mig inden for sociale medier i forbindelse med et studiejob. Lyder det interessant?

Din virksomhed bruger sikkert allerede sociale medier såsom Facebook, Instagram og måske snapchat som en del af jeres marketing og branding, men har I overvejet blogging? Har I i din virksomhed haft følgende spørgsmål oppe at vende: "Hvad gør vi egentlig med bloggere for at få dem til at skrive om vores produkt?"

Ved din virksomhed heller ikke, hvordan I bruger sponserede indlæg bedst muligt som en del af jeres nuværende marketing? Skyder I med spredehagl, når det kommer til at få bloggere til at skrive lige præcis om jeres produkter? Har sponserede indlæg den effekt, I havde forventet?

Hvorfor er blogmediet så interessant?
Hvorfor er blogging overhovedet vigtigt for din virksomhed at benytte jer af? Jo, ser I, så er blogging et medie, der har været i stor fremdrift de seneste år, og bloggere er med til at skabe trends. Inden for de sidste par år er sponsorerede indlæg også blevet en del af blogmediet, da virksomheder har set en mulighed for at kunne bruge denne trend som en del af deres marketing. Virksomheder kan dog have begrænset kendskab til blogmediet, bloggere og bloggernes læsere.

Kunne I tænke jer at bruge blogmediet som en mere integreret del af jeres marketing og branding-strategi? Så er jeg den rette for jer. Jeg søger nemlig et studiejob, hvor jeg kan få lov til at udvikle mine kompetencer inden for brugen af sociale medier.

Men hvad kan jeg, som kan gavne jeres virksomhed? Jeg har en BA i Interkulturel Markedskommunikation fra CBS, også læser jeg pt. på andet semester på cand.merc.kom, og det er igennem mit kommunikationsstudie, at jeg har erfaret, at sociale medier spiller en større og større rolle i forhold til virksomheders branding, image og interaktioner med kunder på både godt og ondt.

Derudover har jeg stort kendskab til sociale medier såsom Facebook, Instagram og LinkedIn, og så er jeg både blogger og en hyppig bloglæser. Jeg har blogget på min madblog www.food-baaby.blogspot.dk siden 2013, og i august 2015 startede jeg min anden blog www.eksiljydensbekendelser.blogspot.dk, hvor jeg allerede nu har oplevet at skabe dialog og diskussion om relevante samfundsemner i mit netværk, der ellers ikke tidligere ville have fundet sted. Jeg forsøger på denne blog at udfordre egne såvel som andres holdninger til f.eks. kvindelige ledere, sundhed og studieliv.

Kunne jeg være en løsning på din virksomheds udfordringer på sociale medier? Eller kender du nogle, der godt kunne bruge en studentermedhjælper, så del endelig mit opslag med dem!

Kontakt mig endelig hvis du fandt mit lidt anderledes job-opslag interessant enten via en privat besked på Facebook, LinkedIn, eller via en af mine blogs :)

Med venlig hilsen 
Cecilie Tjørnelund Mattesen


tirsdag den 29. marts 2016

Når kvinder er kvinder værst #1


Kvinder er efterhånden blevet et tema på bloggen, og nu tager jeg i en del blogindlæg nogle emner op omkring kvindekønnet, jeg ærligt talt ikke bryder mig om. 

I dette indlæg vil jeg tale om et emne, der gør mig rigtig utilpas. Det er noget, jeg oplever i min omgangskreds, og det er noget, der gør, at jeg får en dårlig smag i munden, når det foregår. Jeg er sikker på, at I også oplever det kære læsere. I gør det sikkert også selv uden at tænke over det?

Det jeg prøver at tale om her er sladder. Kvinder sladrer på kryds og på tværs om hinanden. ”Hun sagde også…” ”Hun gjorde også sådan…” ”Det er også for dårligt, at de gør sådan og sådan…” Det løber mig seriøst koldt ned af ryggen, når folk begynder at sladre. Det at tale bag andres ryg er en forfærdelig ting. Hvad skal det gøre godt for? Jeg skal ikke sige mig fri for at sladre, for jeg gør det også.

Men jeg har faktisk den sidste måned øvet mig i at lade være. Ved I hvad der så er sket? Jeg er blevet et gladere menneske. Jeg forsøgte hele tiden at tale om folk på en måde, som jeg også ville gøre, hvis de selv var til stede. Det har faktisk været min tommelfingerregel den sidste måned. Ved at lade være med at bagtale og sladre om andre mennesker har jeg faktisk fået en mere positiv måde at tænke og tale om mine medmennesker. Jeg har ikke fået den dårlige smag i munden, som jeg ellers har fået, når jeg ellers har talt grimt om andre mennesker. Jeg har faktisk også fået det bedre med mig selv.

Jeg oplever ofte at folk sladre og bagtaler hinanden, og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad folk ikke siger bag min ryg, når jeg forlader selskabet, hvis der i kortere eller længere tid er blevet sladret eller bagtalt. 

Men jeg er også kommet frem til den erkendelse, at folk må sgu selvom, hvad de siger bag min ryg. Det siger mere om de mennesker, der sladre og bagtaler, end det siger om dem, de gør det om. 

Jeg tror i bund og grund, at kvinder bagtaler grundet jalousi og usikkerhed. Av nogle grumme følelse jeg omtaler, men jeg tror sgu, det er rigtigt nok. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste i et selskab, der bliver usikker og urolig, når andre mennesker i selskabet taler grimt om andre. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de mon siger bag min ryg, selvom jeg forsøger at lade være med at tænke sådan. Så kære kvinder, vil I ikke prøve at overveje om sladder behøves være en del af jeres repertoire, når I mødes med veninderne.


Jeg vil slutte mit indlæg med en opfordring. Kære kvinde, vil du love mig at næste gang, du overvejer at tale grimt om andre bag deres ryg, så holder du din mund? På forhånd tak.

mandag den 28. marts 2016

At være jyde i København…



Handler nogle gange om at drømme om Sodastream og kummefrysere

Handler nogle gange om at sige farvel på togstationer adskillige gange i sit liv, (heldigvis er det altid et på gensyn)

Handler nogle gange om at køre mange gange med toget over Storebælt for at se sin familie

Handler nogle gange om at savne sin familie

Handler nogle gange om at blive mindet om på ugentligt basis, at man må da være fra Jylland med den dialekt, man render rundt med

Handler nogle gange om at snakke som en jyde, men te sig som en københavner

Handler nogle gange om IKKE at løbe til metroen men at tage det stille og roligt for den næste er der alligevel om 3 minutter

Handler nogle gange om at Facetime med sine forældre, fordi I ikke har set hinanden længe

Handler nogle gange om at savne blæsten, der går frisk over Limfjordens vande


Handler nogle gange om at savne det sted i Danmark, man ikke er lige nu