Kvinde, råb op og bliv hørt

#2 i Kvinde og ledelsesdiskussionen, læs første indlæg i diskussionen ved at klikke her.

Tit når vi kvinder råber højt, så bliver vi hørt. Om det er positiv eller negativ respons, vi får på at råbe op er en helt anden diskussion. 

Det her er respons på min veninde M' respons på mit tidligere indlæg. Den artikel Reneé Toft Simonsen skrev er blandt andet bygget på et feltstudie og et kønsskifte. Det vil sige, at man ud fra to eksempler har draget en generel konklusion om, hvordan det forholder sig med kvinder og ledelse ud fra enkeltstående eksempler, hvilket tegner et billede af, hvordan det forholder sig. 

Men er det virkelig sandheden? Den ENDEGYLDIGE sandhed? Mit svar er nej, og tak M, fordi du provokerer mig til at give respons på dit indlæg og uddybe mit synspunkt på dette område!

Mænd kan være dominerende på en arbejdsplads med begge køn af flere årsager, som kvinder selv er skyld i. Jeg vil her nævne tre grunde til dette sker:

- Kvinder tør ikke sige noget, med mindre de er 100 % sikre på, de har deres argumentation i orden

- Kvinder siger ikke ALTID deres mening

- Kvinder føler sig mindre kvalificerede end deres mandlige kolleager

Ergo mænd er dominerende, når VI KVINDER lader dem være det…

Den lader jeg lige stå et øjeblik...

Der foregår altså en masse i kvinders indre, som mændene ikke er herre over. Kvinder udsætter sig selv for selvcensur, fordi vi er bange for, om det vi siger nu er: godt nok og egentlig også om det er ligeså godt, som det vores mandlige kolleager siger. Det er altså iflg. mig ikke mændenes skyld, men i stor grad kvinders egen skyld, at de kan føle sig domineret og overhørt på deres arbejdspladser.

Hvad sker der så, hvis man fjerner denne selvcensur? Hvis man siger sin mening, også selv om den er anderledes end ens dygtige mandlige kollega? 

Responsen på det er på mange områder positiv. Du som kvinde kan sidde med lige præcis den løsning, som din mandlige kollega ikke har tænkt på. Det kan godt være, han ikke i første omgang er enig i din ide. Men du giver ham stof til eftertanke, hvis du udfordrer hans holdning. Og so what, hvis han ikke er enig. Det er sjovest og mest udfordrende, når man får lidt modstand i vores arbejdsliv. Det vi ikke er enige om alting er blot positivt ud fra mit synspunkt.

Så kvinde råb op, brug din stemme og bliv hørt

Er det at være leder et spørgsmål om køn?

Jeg blev ret provokeret, da jeg læste Reneé Toft Simonsens artikel i Femina kaldet "Hold op med at afbryde mig! ": http://www.femina.dk/dit-liv/selvudvikling/renee-hold-op-med-afbryde-mig. Jeg kunne til dels genkende nogle af hendes pointer. Igennem mine 3 1/2 år på CBS har et emne gentagende rumsteret i min baghoved, nemlig kvinder og ledelse. Statistikkerne taler deres tydelige sprog. Der er langt færre kvindelige ledere, end der er mandlige. Men er det, fordi kvinder egner sig dårligere som ledere end mænd?

Jeg vendte emnet med min kæreste, og han havde en klart anden holdning til det at have en kvindelig leder, end jeg selv havde. Han så det primært som en positiv ting, og som en stor styrke for en virksomhed, hvis den havde en kvinde som leder. Min kæreste stillede mig endda spørgsmålet: "Hvorfor skulle du ikke kunne blive en god leder?". Jeg blev helt paf over hans direkte spørgsmål, og alt jeg kunne svare var: "Fordi jeg er kvinde." Min kæreste var bestemt ikke enig i den udmelding, og vores diskussion stoppede ikke her. Han fremsagde flere argumenter for, hvorfor en kvinde helt sikkert kunne være en mindst ligeså god leder som en mand, hvis ikke faktisk en bedre leder end en mand. Jeg er overbevidst om, at kvinder kan være gode ledere. Jeg er dog af den overbevisning, at det er sværere som kvinde at blive leder, end det er at blive leder som mand. Hvad er jeres holdning til ledelse, og er det overhovedet relevant at diskutere leders køn, så længe vedkommende er kvalificeret til sit arbejde?