En weekend af kærlighed

Nogle gange kommer kærlighed i form af fantastisk mad tilberedt med kærlighed

Livet er ikke en dans på røde roser, og kærlighed er ikke som på film...
Sådan lyder en del af teksten til Rasmus Seebachs Mer' end Kærlighed. Nej, livet er bestemt ikke en dans på røde roser, men det er nu godt alligevel. Tænker faktisk også at det må gøre ondt at danse på røde roser. Av, at få torne i tæerne må være yderst ubehageligt haha. Nå tilbage til sporet.

Min weekend har været fyldt med kærlighed, og derfor er jeg på denne søndag helt fyldt op af taknemmelighed. Mine bedsteforældre fejrede deres diamantbryllup i fredags med hele familien og deres venner. En helt igennem dejlig dag. Prikken over i'et var det gospelkor, der sang. Jeg sad med min kusines datter på skødet og blev sgu næsten lidt rørt. Jo længere ind i koncerten vi kom, desto mere puttede hun sig ind til mig. Ja nogle gange kommer kærlighed i form af en 5 årig. Andre gange i form af et brudepar, der har været sammen i 60 år. Andre gange igen kommer den i form af min mormor og morfar, der har været gift i over 50 år. Og andre gange kommer kærlighed i form af et længere på-gensyn-kram af min bror og mine forældre, når vi alle føler, at weekenden har været alt for kort. Og andre gange igen kommer kærlighed i form af min kæreste. Han har fulgt mig hele weekenden - suget alle indtryk til sig. Suget dem måske for tæt - da han er blevet lidt småsyg ovenpå en tur i det jydske. Men pyt.

Hjemkomsten til København er altid med blandede følelser. Men en person fik mig nu alligevel overbevidst om, at det var helt fantastisk at komme hjem. Hjem er jo i København, selvom halvdelen af mit hjerte tilhører Jylland. Mens jeg rørte en dej til boller sammen i kollegiekøkkenet, snakkede jeg med min gode veninde på kollegiet. Jo længere samtalen skred frem, desto mere overmandede følelsen mig. Nu var jeg rigtigt kommet hjem. 

Det kan godt være, at jeg bor på 18 kvadratmeter. At køkkenet roder. At der er lidt lydt. At bygningen nok er den grimmeste betonblok på Amager. Men, det er mit hjem. Ligesom ca. 1000 andres. Jeg er inde i en periode lige nu, hvor jeg elsker kollegielivet. Jeg elsker, at der er nogle at komme hjem til. Så tak til jer på mit køkken. I gør det helt perfekt at komme hjem <3

Ønsker jer alle en dejlig søndag.

Om en undervurderet fodboldnation og en humblebi

Island spillede mod Frankrig i går. Det undertippede, seje men også ydmyge islandske landshold kæmpede bragt mod det stærke og erfarne franske landshold. Frankrig vandt desværre kampen og sendte Island ud af EM. 

Men trods det at Island på et tidspunkt er bagud med hele 4 mål, gav de ikke op. Det er noget, jeg fandt helt enestående. Havde det været en anden fodboldnation, havde de måske langt sig fladt ned, og tænkt ”Når ja, men vi har jo tabt den her kamp, så hvorfor skulle vi kæmpe videre”?

I stedet kæmpede Island bragt og udlignede til 5-2. Franskmændene var dem overlegne, men islændingene gav ikke op. De kæmpede bravt indtil sidste minut, selvom de nok vidste, at kampen var tabt. Det finder jeg helt vildt beundringsværdigt. 

At man uanset kampens udfald bliver ved med at kæmpe til det sidste minut er spillet. At man uanset hvilke odds, man er tippet før kampen, kæmper det bedste man har lært, og viser hvad man kan. Uanset hvad nogen måtte mene om ens chancer for at klare en given udfordring, så skal man nok vise dem, hvad man er gjort af. Island har igennem hele EM kæmpet bravt og kom langt i EM-turneringen trods det, at ingen troede på dem i starten af EM ud over holdet selv.

Vi kan alle lære noget af Islands måde at spille fodbold på. For uanset omfanget af de udfordringer, vi alle står over for, så kan troen på os selv hjælpe os til at overkomme dem. Tror vi på, at vi kan klare de udfordringer, livet byder os, så har vi større sandsynlighed for at overkomme dem.

Lad os drage en anden parallel til biologiens verden. En humlebi burde ikke kunne flyve. Dens vinger er alt for små i forhold til dens krops størrelse. Men ingen har nogensinde fortalt den, at den ikke burde være i stand til at flyve, så den flyver bare. Fascinerende ikke?

Tænk på hvis vi mennesker var ligesom humblebien og gjorde det, som fysisk eller psykisk syntes umuligt. Tænk på hvis vi troede på, at det umulige var muligt. Tænk på hvis vi turde tage chancer og gøre det umulige. Tænk lige over hvis man turde kaste sig ud i nye ting, hvor man i første omgang har tænkt: ”Det kan jeg da umuligt gøre.” Men at man så bagefter opdager, at selvfølgelig kunne man det.

Både det islandske landshold og humblebien er undervurderede, men alligevel så har de på hver deres måde gjort det ”umulige”. Island kom helt til kvartfinalen i EM, og humblebien flyver. Begge er udtryk for at arbejdsomhed, flid og selvtillid kan være med til at føre dig langt her i livet. Uanset om en kamp måske syntes tabt, så lad være med at giv op. 

Kæmp for det du tror på. Kæmp for at opnå dine mål her i livet. Grib dagen. Tag chancer. Og pyt om du fejler, så er du den erfaring rigere. Go onsdag derude

Klodset, hvem mig?

Er der noget, som de alle i min omgangskreds kan skrive under på, så er det, at jeg er klodset. Ikke bare sådan lidt klodset. Nej, jeg er faktisk så klodset, at jeg dagligt hælder vand ned ad mig selv, når jeg drikker af en vandflaske (gudskelov er det kun vand). Det er ikke bare vand, jeg til tider får hældt ned af mig selv. Jeg har fået en rigtig god vane med at lave smoothies om morgenen. Den anden morgen ville jeg lige hælde smoothien over i et glas med det resultat, at der var smoothie i vasken, ned af skabslågen og på gulvet. Jep, når jeg gør noget, så gør jeg det 100 %, og det gælder også min klodsethed åbenbart.

Jeg husker tydeligt… okay, who am I kidding? Min promille var højere, end hvad godt er, og mit kollegiekøkken og jeg mente, at nu skulle vores fest flyttes ned til kollegiets bar. Det syntes mit fulde jeg var en smaddergod ide. De fleste andre fra køkkenet tog elevatoren ned, men jeg mente, at lidt motion ville være på sin plads. Så jeg fik lokket min nye kæreste til, at vi skulle da tage trapperne. Her kommer lige et rigtigt godt råd piger: LAD VÆRE MED AT TAGE TRAPPERNE NÅR DU ER FULD! (Det er ligeså meget en besked til mig selv).

Det går sådan set strygende ned af trapperne. Jeg er både høj på alkohol og kærlighed, da jeg langt om længe har fået score min flotte nabo (som stadig i dag trods denne episode er min kæreste). Det går måske endda lidt for godt ned af de her trapper. Jeg formår nemlig på næstsidste trin at falde ligeså lang jeg er ned på venstre ankel… av av av. Heldigvis er jeg så bedøvet af alkohol, at foden kun gør halvt så ondt, som hvis jeg havde været ædru.

Jeg bliver liggende i trappeopgangen og vrider mig i smerter, men jeg prøver da alligevel at holde en hvis facade for ikke at skræmme min nye kæreste væk. Jeg er dog helt overbevidst om set i bagklogskabens lys, at dette på ingen måde lykkedes. Men op på benene kommer jeg igen, og vi fester videre på kollegiets bar. Resten af aftenen forløber ganske fredeligt, da jeg grundet en hårdt forstuvet fod befinder mig siddende.

Jeg har efter denne aften joket med, at jeg jo blot testede min kæreste. Jeg ville jo se, om han greb mig, når jeg faldt. Jeg gik forrest ned ad trappen, så han havde altså ingen jordisk chance for at gribe mig. Det skal dog tilføjes til historien, at han i overført betydning har grebet mig flere gange siden.

En anden episode der bevidner, at mine veninder er helt klar over min klodsethed, var da jeg hjemme hos min veninde for et par uger siden. Hun ser, hvor jeg sætter mit vandglas. Pr. refleks slukker hun lyset ved siden af glasset og rykker lysestagen lidt længere til højre blot som en sikkerhedsforanstaltning, så jeg ikke med en hurtig bevægelse kom til at vælte både vandglas og lysestage.

Alt jeg vil sige med dette indlæg er, at ingen er perfekte. Nok har jeg styr på det med at planlægge og organisere, men jeg er klodset udover alle grænser. Heldigvis har gode mennesker omkring mig, der tager med, at jeg er klodset. Jeg tager også deres uperfektheder med. Jeg er sikker på, at det er vores små skæve egenskaber, der gør os til dem, vi er. Klodsethed eller ej. Hvad gør dig til dig?

Ha en rigtig dejlig dag derude

Hvorfor flade sko er vejen frem

Jo, nu skal du høre. Mine forældre har altid prioriteret at give mig og min bror gode sko igennem vores barndom. Herunder også sko der både sad ergonomisk rigtigt men også føltes rare på foden, og det har jeg taget med mig i mit voksenliv. Jeg vælger komfort frem for alt, når jeg shopper sko. Føltes de ikke rare at have på, så kommer de ikke med hjem til min skosamling. Næst efter komfort prioriterer jeg skos udseende. Er en sko grim, kommer den ikke med mig hjem. Jeg ejer alt fra klassiske høje hæle til fancy sneaks. Man er vel CBS-studine, så selvfølgelig er et par høje sorte hæle en del af samlingen.

Men tilbage til det med de flade sko. Jeg elsker at have flade sko på, og sådan har det altid været. Ikke sagt at jeg ikke går i høje høle, men jeg vil til hver en tid vælge et par flade sko frem for et par høje hæle.

Men hvorfor forholder det sig sådan?

I 2014 fik jeg konstateret en veneblodprop i højre lår, der gør, at det der med det rigtige fodtøj gør en kæmpe forskel i min hverdag. Jeg får klart hurtigere trætte ben, end de fleste andre i min alder, hvilket gør, at jeg bliver praktisk anlagt, når det kommer til mit fodtøj. Min kæreste kom endda med en kommentar omkring mit oftest praktiske valg af sko. Som han udtrykte det, så er jeg til tider er lidt for praktisk. Han sagde noget ala: ”Så har du virkelig fancy tøj på, også tager du et par pink sko på til…” Jeg grinte lidt af hans kommentar, og dagen efter fik han da pænt lov til at vælge, hvilke sko (red. sneaks) der iflg. ham ville passe til mit outfit. Hans valg faldt på nogle af mine nye favoritter nemlig mine nye grå.

Jeg troede egentlig ikke, at jeg ligesom de fleste andre kvinder havde en stor skosamling. Men jeg tog fejl. Grueligt fejl. Jeg har i hvert fald over 10 par sko, og samlingen består dog primært er sneakers. Jeg elsker nemlig sneaks! Jeg kan sågar finde på at tage sneaks på i byen.

Ud over min forkærlighed for behageligt fodtøj og et ben der ind i mellem driller, er der en ting mere, som spiller ind i forhold til mit valg af flade sko. Jeg har nemlig en højde på 1,70 m. Det vil altså sige, at hopper jeg i hæle på de famøse 10 cm., så er jeg 180 høj. Jeg bliver dermed også højere end min kæreste. Jeg føler mig bestemt ikke feminin, hvis jeg bliver høj, tværtimod. Jeg kan godt på en bytur hoppe i høje hæle, men det bliver max. 5-7 centimeter, da jeg ellers føler mig som et tårn, der stavrer rundt. En anden ting med mig og høje hæle er, at jeg er klodset anlagt. Ikke bare sådan lidt klodset. Nej, jeg er faktisk så klodset, at jeg på daglig basis spilder ned af mig selv. Men mere om det i et andet indlæg.  

Så næste gang du spotter en ung kvinde i blazer, stramme jeans og opsat hår iført sneaks, så er det højst sandsynligt mig eller en af mine medstudiner, der også prioriterer komfortabelt fodtøj frem for elegante høje hæle. Ha en dejlig dag derude.